Albaicín, Granada

Først lige et par ord om navnet Albaicín, som menes at komme af det arabiske ord al-bayyāsīn eller al-bayyāzīn. Betydningen menes at henvise til indbyggerne fra byen Baeza, som også ligger i Andalusien. Efter at Baeza blev erobret i Reconquistaen, flygtede mange af dens muslimske indbyggere til Granada og bosatte sig i Albaicín. Navnet kan derfor betyde “Baeza-beboernes kvarter.”.

En anden teori mener at navnet stammer fra ordet bayyāḍ, der betyder “hvid” på arabisk, og kan referere til de hvidkalkede bygninger, som stadig præger bydelen.

Den mauriske by

Albaicín udgør en central del af Granadas historie. Selvom bydelen har været beboet fra før maurernes tid, faktisk helt tilbage til romerriget, var det under Zirid-dynastiet at Albaicín virkelig begyndte at blomstre. Særligt gennem det 11. århundrede skete der stor udvikling af Albaicín, hvor paladser, offentlige badehuse og moskeer blev rejst, bl.a. byens stormoske.

Over tid udvidede byen sig, og spredte sine grænser ned gennem San Nicolás og ned til bredderne ved Darro-floden. Albaicín nåede sit højdepunkt under Nasrid-dynastiet (1200-1492), hvor nuværende Granada var hovedstad i det sidste mauriske kongedømme på Den Iberiske Halvø. Her blev bydelen kendt som et centralt samlingspunkt, både religiøst og kulturelt, hvor såvel håndværkere som lærde kunne mødes. I denne periode var Albaicín præget af smukke “cármenes” (huse med indre gårdhaver) og et utal af små gader og gyder, der tjente både som beskyttelse og som symbol på samfundets tætte bånd. Disse strukturer og detaljer er en stor del af det Albaicín, man kan opleve i dag.

Reconquistaen og tiden derefter

I 1492 da de katolske monarker, Isabella af Kastilien og Ferdinand af Aragonien, erobrede Granada og Alhambra, ændrede Albaicín karakter. Muslimer blev enten tvunget til at konvertere til kristendommen, eller til at flygte, ligesom moskeer blev omdannet til kirker, hvor den nye tro kunne dyrkes og bruges til skoling af konverterede muslimer. Kirken Iglesia de San Salvador blev en af de mest markante ændringer i Albaicíns udtryk, da denne var hovedmoske. Kirken bærer stadig præg af maurisk indflydelse.

Albaicín oplevede stor omvæltning, da mange af de oprindelige muslimske indbyggere, kendt som moriscos, til sidst blev fordrevet i løbet af det 16. århundrede. Dette førte til en nedgang i bydelens indbyggertal og økonomi.

Fra 1600-tallet af mistede Granada sin status som hovedstad og som handelscentrum for rejsende, navnlig grundet regeringsmagtens gradvise fokus på Spaniens nordligere egne og anliggender omkring i Europa. I samme forbindelse oplevede Albaicín en nedgang i såvel indbyggertal som økonomi. Bydelen blev primært beboet og brugt af samfundets fattigste, samt sigøjnere der kom fra Sacromonte.

Genopblomstringen af Albaicín

Gennem det 19. og 20. århundrede fik Granada og Albaicín opmærksomhed igen, denne gang ude fra. Alhambra blev et stort trækplaster for bl.a. forfattere og billedkunstnere, dermed blev et vindue åbnet for Albaicín der nu igen kunne lade sig beskrive som et attraktivt kulturelt samlingspunkt med smukke udkigspunkter, der var værd at besøge.

Albaicín er således en bydel, der er blevet formet og omformet gennem århundrederne, men som stadig bærer præg af sin mauriske arv og fungerer som et symbol på Granadas turbulente historie.