Sacromonte - Flamencoens vugge

Opdag Sacromontes unikke grotteboliger og flamencotraditioner

Unikke grottehuse bygget ind i klipperne i bydelen Sacromonte, i byen Granada i Spanien.

Sacromonte – også kendt som Sacramonte – er en bydel i Granadas østlige egne, bedst kendt for sine mange grottehuse og flamenco-barer.

Sacromonte er et dybt autentisk sted at besøge – og egentlig ganske fredfyldt og smukt

Oplev Sacromonte med en lokal guide

Powered by GetYourGuide

Sacromontes historie

Der er flere teorier om Sacromontes oprindelse som beboelsesområde, nogle mere plausible en andre. Jeg har taget udgangspunkt i de samtaler, jeg selv har haft med lokale, og med det materiale jeg har fundet tilgængeligt.

De udstødte

Fortællingen om Sacromonte tager os tilbage til den sidste halvdel af det 16. århundrede, hvor en gruppe af romaer slår sig ned på klippeskrænterne på bjerget Valparaiso, som ligger på den anden side af Darro-floden, der løber gennem Granada, og som er den primære vandkilde i området.

I samme periode kommer grupper af jøder og muslimer til området, efter af være blevet marginaliseret og udstødt fra det etablerede samfund, som følge af den nye kristne dominans der kom hertil med erobringen i 1492, og som ikke tillod andre religioner. Særligt muslimer blev forfulgt, da man ikke havde en grundliggende tiltro til dem, navnlig grundet frygten for Osmannerriget på den modsatte side af Middelhavet. Muslimer der ikke konverterede til kristendommen blev slået ihjel, gjort til slaver eller beordret til at forlade Spanien, de såkaldte moriscos. Mange moriscos der ikke forlod Granada og Spanien, flygtede til og bosatte sig i udkantsområderne, udelukket fra samfundet. Det skal siges, at på dette tidspunkt var det så godt som umuligt at overleve uden for samfundets normer, da man hverken kunne arbejde eller sælge på markeder, så ofte var en henrettelse eller konvertering at foretrække.

Romaer, jøder og moriscos samledes i det nuværende Sacromonte, hvor de blandede blod og etablerede et minisamfund. Godt hjulpet på vej af de nomadiske romaers kompetencer inden for håndværk, var de i stand til at skabe et selvforsynende system, med smedjer, vævning, dyrkning af afgrøder mv.

Udgravninger og boringer i klippevæggene gjorde det muligt at bygge boliger og rum til deres erhverv, og netop disse grotteboliger har været emblematiske for Sacromonte og givet bydelen sit image.

 

Hvad skal du opleve i Sacromonte

Sacromonte er ikke stort, men her er rigeligt med spændende og smukke oplevelser at finde. I sig selv er Sacromonte jo fantastisk at opleve; flamencoens vugge, de udstødtes kamp for overlevelse og det femte evangeliums oprindelsessted. Der er masser af historier og mystik knyttet til det her nu fredfyldte område på klippeskrænterne over Granada.

Grottemuseet i Sacromonte

Det første og vigtigste du skal opleve i Sacromonte er grottemuseet, Museu Cuevas de Sacromonte, som giver dig fortællingen om disse udstødte menneskers levevis, deres unikke grotteboliger og flamencoens opstand.

Turen rundt i dette semi-udendørs museum giver ikke blot en god fortælling om Granadas gitanos (sigøjnere), men også om naturen omkring Granada og hvorfor den er så unik. På museet får du samtidig fortællingen om flamencoens tilblivelse, og lærer hvordan flamenco opstod her, og hvorfor. 

I samme del af Sacromonte ligger flere af byens mest ikoniske flamenco-barer, hvor du hver aften kan nyde shows med forskellige genrer af flamenco, bl.a. zambra. Flamencoshows opleves flere steder i Spanien, men der er noget særligt ved at opleve det her hvor det hele begyndte. 

Abadía del Sacromonte

Længere  oppe på Valparaíso-bjerget ligger Abadía del Sacromonte (Sacromonte-klosteret), som blev skabt i 1600-tallet, efter man fandt blyplader der eftersigende vidnede om Ceacilius af Elviras martyrdom. Caecilius var den første biskop i Granada, og er skytshelgen for byen. Klostret har både historisk, religiøs og kulturel betydning for Granada

Besøget på Abadía del Sacromonte byder på flere spændende oplevelser, særligt de mystiske og mytiske katakomber under klosteret, hvor netop Ceacilius’ jordiske rester er blevet fundet, efter han og 12 brødre blev brændt levende. Hvert år den 1. februar arrangeres en pilgrimsrejse til klostret kendt som Romero del Sacromonte, hvor vejen hertil markeres med bål, og hvor der fejres med musik og mad. 

Flamenco i grotterne

Her i flamencoens egen vugge er det en helt særlig oplevelse at nyde et flamencoshow, med dans og sang. Flere af Sacromontes ikoniske grotter er omdannet til barer, hvor du hver aften kan komme med til en livlig forestilling, der indvier dig i flamencoens grædende hjerte, med sydlandske rytmer og temperamentsfuld koreografi pakket ind i de klassiske røde og sorte farver.

Vandring i Sacromonte 

Hvis du elsker en rask gåtur, eller at vandre, kan du glæde dig til at tage turen gennem Valparaíso-bjergets snoede veje, hvor du på nært hold oplever den stilfærdige og smukke natur der pakker sletterne ind. Her kan du også lægge mærke til den store kontrast i miljøet, mellem Valparaíso og Sabika-sletterne der ligger modsat, på den anden side af floden Darro. Her får du et førsteklasses indblik i, hvor stor betydning bare en smule sollys kan gøre for klimaet. 

På turen skal du stoppe ved nogle af de mange udsigtspunkter undervejs, hvorfra du kan nyde den fænomenale syn over til Alhambra, der kroner dalen med sine majestætiske tårne og massive røde mure.

Hvordan kommer man til Sacromonte

Der er flere muligheder for at komme op til Sacromonte fra Granada bycentrum. 

Til fods: Hvis du elsker at vandre vil du elske turen til Sacromonte fa Granadas centrum, som tager dig op gennem den gamle mauriske bydel, Albaicín, som var Granadas første bykerne under islamisk styre, hvilket gør turen ekstra oplevelsesrig. Du skal være forberedt på, at turen op gennem Sacromonte kan være meget stejl, så vær sikker på at du har konditionen til det, og det rigtige fodtøj med. 

Med taxi: En let og bekvem måde at komme hertil på. Det koster ca. 10 euro at tage en taxi fra Granadas bycentrum og op til Sacromontes kerne, hvor de fleste seværdigheder er.

Med bus: Der kører en minibus til Sacromonte fra centrum af Granada, linje C34. Turen koster 1,5 euro og tager ca. 10-12 minutter.

Er Sacromonte værd at besøge?

Er det værd at tage turen til Sacromonte? Ja, jeg synes helt klart det er det værd, ikke mindst fordi en stor del af Granadas og Andalusiens sjæl har din vugge her. I Sacromonte kan du bruge alt fra en halv time til en halv dag, og få en god oplevelse ud af det.

Skal jeg komme med 3 ting, der gør besøget til Sacromonte turen værd, er det:

  • Autentisk vindue til mere end 400 års kulturarv
  • Uforlignelig udsigt
  • Uspoleret natur

Kombinationen af områdets smukke natur, og de mange unikke grottehuse og sigøjnerkultur gør Sacromonte til en slags tidsvindue at slentre rundt i.

Men selvom du ikke vil bruge længere tid i Sacromonte, er besøget til Grottemuseet en stor oplevelse der kan nydes på en times tid.

Hvor ligger Sacromonte i Granada

Scroll to Top